TIPS & TRICKS

Den gode morgen.

For et års tid siden begyndte jeg at prioritere både mit mentale og fysiske helbred mere end jeg har gjort før, og det har overrasket mig hvor stor effekt selv de små ting kan have. Det er vildt hvor meget mere overskud man har til andre mennesker, verdenen og hverdagen når man prioriterer sig selv en lille smule hver dag. I denne her lille serie vil jeg skrive lidt om mine egne rutiner og komme med tips til små ting du selv kan gøre for at få lidt selv-prioritering ind i hverdagen. Det kræver ikke flere timer om dagen, men handler i bund og grund om at du selv føler at du sætter dig selv højt.

I dette indlæg handler det om morgenrutiner. Senere vil jeg skrive lidt om gode ting du kan gøre for dig selv i løbet af dagen, aftenen og hvordan jeg selv fik en meget bedre søvnrutine. For det hele hænger sammen, og der skal ikke mange små ting til før du får noget mere overskud i hverdagen.

Min egen morgenrutine varer mellem en halv til en hel time. Det lyder måske af meget og jeg ved godt at jeg er vældig priviligeret i at have et arbejde der tillader mig den slags, men mindre kan også sagtens gøre det. For mig er det blevet fuldstændig essentielt for min dag, at morgenen starter positivt. Ingen sure miner, ingen stress.

Mine rutiner

  • Vågner op mellem kl 5-6 børster tænder, laver kaffe, drikker et stort glas vand og spiser en banan (jeg er absolut ikke morgenmadsmenneske, haha).
  • Så tænder jeg for noget meget stille meditationsmusik og tænder min duftlampe og kommer lidt pebermynteolie i den (jeg synes det hjælper mig til hurtigere at føle mig mere frisk og klar i hovedet), og sætter mig i sofaen med kaffen og et tæppe eller min dyne, uden at trække gardinerne fra. Jeg er helt klart bedst til en lidt langsommere opvågning.
  • Mens jeg drikker min kaffe gør jeg følgende:
  • Skriver i min søvndagbog hvordan min søvn har været og hvad jeg lavede inden jeg gik i seng om aftenen. Det hjælper mig med at finde ud af hvilke aktiviteter der giver mig en god søvn.
  • Laver en liste på min telefon over de ting jeg skal nå i løbet af dagen og skriver ideer ned til mine striber.
  • Når kaffen er ved at være drukket, så bruger jeg min Headspace-app til at meditere. Det kan være alt fra 5-20 minutter. Hvis jeg har sovet dårlig tager det som regel lidt længere tid at få hovedet og kroppen til at hænge ‘sammen’, men hvis jeg har sovet godt kan jeg som regel sagtens nøjes med 5-10 minutter. Det afhænger også af hvor meget tid jeg har om morgenen.
  • Så går jeg igang med den mere fysiske del af morgenrutinerne. Jeg laver som regel en smule yoga eller anden strækøvelser der lige hjælper kroppen på plads inden en lang dag foran computeren.
  • Så går jeg i gang på badeværelset hvor kroppen mindst hveranden dag får en god omgang tørscrub efterfuldt af olie (og hver eneste gang kommer det bag på min hvor meget det sætter gang i kroppen. Jeg bruger bare sådan en skrubbehandske til 10-20 kr. og som regel bare lidt kokosolie til kroppen – kan fås for under 20 kr. i Netto i deres Øgo-serie og der er til virkelig lang tid) – så det er ikke en dyr vane). Hvis jeg skal i bad venter jeg med at komme olie på til efter badet.
  • Så vasker jeg ansigtet med en iskold opvredet vaskeklud. Og nøj, hvor jeg elsker det! Det var ret tilfældigt jeg gjorde det en dag, men det havde så god effekt at jeg har gjort det siden.
  • Så renser jeg huden og tager serum, creme, parfume og evt. makeup på (de dage jeg er herhjemme prøver jeg at undgå for meget foundation, men tager dog altid lige et par lag mascara på, så føler jeg, at jeg ser lidt mere frisk ud. Så får håret en gang tørshampoo hvis det har brug for det inden jeg sætter det (som regel bare i en knold, haha). Da jeg som regel går i bad om aftenen er jeg klar til dagen når jeg er færdig med.

Selvom listen ser lang ud, så tager det sjældent mere end en times tid, selvom de første 30-40 minutter foregår i meget stille og roligt tempo.
Det har været en kæmpe gave at stoppe med at vælte direkte ud af sengen og stresse rundt. Jeg har virkelig opdaget, at hvordan jeg bruger min morgenstund virkelig sætter tonen for resten af dagen.

Kom selv igang

Mit bedste råd er at føle dig frem til hvad virker for dig. Måske har du ikke brug for en halv times opvågning i sofaen, og måske gider du ikke meditere, og måske drikker du slet ikke kaffe! (jeg har simpelthen den største respekt for folk der kan komme gennem dagen uden det). Min liste er bare de ting der har virket for mig, men den er ikke stagneret, der kan sagtens komme nye ting til eller blive pillet ting fra. Det handler om at mærke efter, og hvis du har en morgenrutine som ikke rigtigt fungere for dig, så kan du altid prøve at udskifte dele af den og se hvordan det fungere. Igen, det vigtigste er, at du starter din dag med at føle at du gør noget for dig selv. Det gør det meget lettere at finde overskuddet til at gøre noget for andre resten af dagen.

Hvis du selv gerne vil i gang, så er her et par små ting som kun tager nogle minutter hver især, men som kan hjælpe dig igang:

  • Stå op 10-15 minutter før de andre (hvis der er andre i dit hjem, altså).
  • Sid (alene) stille og luk øjnene og træk vejret dybt ti gange, eller indtil du føler ro i kroppen.
  • Tænd et sterinlys eller en duftlampe.
  • Lav udstrækning.
  • Lav en søvndagbog hvor du fører en log over hvor længe du har sovet, hvordan du har sovet, hvad du lavede, spiste og drak inden du gik i seng aftenen før.
  • Meditér.
  • Skriv dagbog.
  • Tørscrub.
  • Lav en liste over tre ting du glæder dig til at gøre i løbet af dagen.
  • Læs et kapitel i en bog.

Jeg håber, at du måske kan bruge nogle af tipsene til selv at komme i gang hvis du ikke allerede er det.

Næste gang vil jeg komme med lidt tricks til hvordan du kommer godt gang med din dag og små ting du kan gøre i løbet af dagen hvis du føler at overskuddet er ved at løbe tørt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *